Det er ret usædvanligt, at man i grusgrave har muligheden for at finde et dyr, der selvom det har været kendt i Danmark siden 2008, og i Europa siden 2004, stadig ikke er videnskabeligt beskrevet. Forskerne ved godt hvad det er, sådan nogenlunde i hvert fald, men helt sikre er de ikke endnu. Massemejeren, som dyret hedder, blev første gang fundet i Holland og sidenhen i Danmark (Aabenraa). Den har endnu ikke fået et videnskabeligt artsnavn, ingen ved rigtigt hvor den kommer fra – måske Nordafrika, måske USA – og ingen ved hvorfor den pludselig er dukket op her i Nordeuropa.
Massemejeren har fået sit navn fordi dyrene har for vane at sætte sig sammen i store klumper, der kan bestå af flere hundrede eller endda tusinder af dyr, i hulrum i mure, klipper eller sågar i gamle industrimaskiner. Alle steder hvor der er varmt og tørt og mulighed for at krybe i skjul. De ligner nærmest store bundter af tynde sorte tråde med små klumper ind i mellem. Sammenklumpningen er et forsvar mod interesse fra nærgående fugle, der ikke kan koncentrere sig om at indfange et enkelt dyr i mylderet. Et af de bedste steder at finde den har i en del år været en del af slotsruinen i Vordingborg, men der er også ved flere lejligheder fundet enkelte eksemplarer i grusgrave. Den er stadig meget sjælden i Danmark, men dyrene i grusgravene tyder på, at massemejeren er ved at sprede sig og vil blive mere almindelig i fremtiden.
Hvis man finder en koloni af massemejere, hvor dyrene sidder med deres lange tynde ben stukket ind mellem hinanden som et stort garnnøgle, er der ikke noget at være i tvivl om. Det er straks lidt sværere at artsbestemme enkelte individer, men de har en lille rund og metalskinnende grønlig krop, og de otte sorte ben er ekstremt lange og nærmest trådtynde. Massemejeren er ligesom andre mejere ikke noget insekt. De otte ben vidner om, at den hører til spindlerne, og dermed et beslægtet med blandt andet edderkopper og mejere.