LAKRØD BÆGERLAV

Hvis man går en tur i bunden af en grusgrav og finder noget, der ligner en bundt forvredne kamintændstikker, der er knækket af og stukket ned i sandet, har man ikke fundet spor af en sjusket bålafbrænding, men derimod en klynge lakrød bægerlav, en af Danmarks smukkeste laver, som gerne vokser i grusgrave. Den holder af åbne steder uden alt for meget næring – hverken i jorden eller i luften – og uden konkurrence fra græs og andre planter, der kan vokse den over hovedet.

Som alle andre laver er lakrød bægerlav ikke en enkelt organisme, men derimod en symbiose mellem flere forskellige – en svamp og en alge, og muligvis også ffere andre. Svampen haler næring ud af undergrunden og kan også opsuge vand fra luften, mens algen producerer energi ud fra det sollys den bliver ramt af. Det er alt sammen ensbetydende med, at laver er nogle af verdens mest hårdføre organismer. De kan vokse på steder hvor intet andet kan overleve, og de kan i øvrigt også tåle ekstreme udsving i temperaturer. De kan for eksempel tåle at blive udtørret i årevis, for så at vågne til live og vokse videre som om intet var hændt, når forholdene bliver bedre. Det betyder dog også, at laverne nogle gange vokser ekstremt langsomt, fra nogle millimeter om året, når tingene går godt, til nogle millimeter hvert århundrede, når forholdene er dårlige.

Lakrød bægerlav, og i øvrigt mange andre laver, har svært ved at klare sig i den moderne verden. De tåler ikke ret godt kvælstofforurening fra luften, og de kan slet ikke klare sig i konkurrencen med planter, der trives på grund af den ekstra tilførsel af næringsstoffer. De har derfor i høj grad brug for tilflugtssteder som grusgrave og lignende for at kunne overleve på længere sigt.

Laver er ekstremt holdbare, og ændrer ikke form og farve i nogen grad, hvis de bliver plukket og tørrer ud, så de er populære til dekorationsformål. Man bør dog alligevel beherske sig, selvom det er fristende. Mange af arterne er sjældne og bør have lov til at stå i fred.

Foto: Lars Thomas