Digesvale

I modsætning til Danmarks to andre svalearter, landsvalen og bysvalen, så bygger digesvalen hverken sin rede af pinde eller af mudder. Den foretrækker at grave lange (op til 1 m lange) gange ind i skrænter med bar jord eller sand, eller for den sags skyld bare store bunker af det samme materiale, og dem er der masser af i grusgrave. Æggene lægges helt inde i bunden af tunnellen, hvor ungerne er godt beskyttet mod rovdyr. Gangen hælder også en lille smule nedad, så vand der trænger ind, løber ud igen, og ikke indad, så ungerne drukner. Uden for grusgrave kan man også finde digesvalen i flodbrinker og kystskrænter, men grusgrave er et sikkert hit. Dens videnskabelige artsnavn betyder endda ”den fra flodbredden”. Digesvaler er også meget selskabelige, så man finder som regel mange redehuller tæt sammen. Digesvalen er nem at kende fra de andre svalearter, da den er brun med hvid underside og med et tydeligt bånd over brystet. Den lever som de andre svaler af små insekter, som den fanger i flugten.

Digesvalen er en trækfugl som tilbringer vintermånederne i Afrika. Før afrejsen mod syd samles svalerne i store flokke i rørskove, hvor de overnatter i stedet for i deres redehuller. Det var denne adfærd som fik nogle af de tidligste naturforskere til at tro, at når svalerne forsvandt om efteråret, var det fordi de dykkede ned på bunden af søerne og gik i dvale i mudderet.

Det er ikke nemt at være digesvale i dag. Bestanden har været i voldsom tilbagegang de sidste 50 år, så den i dag kun er en brøkdel af hvad den var tidligere. Digesvalens største problemer ligger i dens vinterkvarterer, som har været ramt af omfattende tørke gennem flere årtier og gjort det svært for fuglene at overleve opholdet. Det er derfor ekstra vigtigt, at de har så gode forhold som muligt, når de vender tilbage til sommeropholdet i Danmark. Der skal være godt med insekter, og der skal være gode muligheder for at grave reder.

Fotos: Morten DD, Lars Thomas