Hygrotus confluens

Bred Siltvandkalv

Bred Siltvandkalv

I relativ nyetableret råstofsøer er det ofte muligt at støde på den relativ lille og tykke rødgule vandkalv Hygrotus confluens. Vandkalven har en størrelse på ca. 3.2-3.7 mm, og kan nemt kendes på, at dens antenner er 11-leddet og trådformet, kropsbygningen (set fra siden) er mere rund end flad, og hertil når de 3 – 4 sorte striber på dækvingerne (rygsiden) ikke op til dækvingernes øverste kant.

Hygrotus confluens findes typisk i lysåbne silt- eller lersøer, hvor mængden af vandplanter typisk er lav. Den opholder sig det meste af sit liv nede i kantzonen langs bunden, hvor den ofte også gemmer sig. Går man tæt på råstofsøen og putter en hånd i vandet kan man ofte se, at vandkalven hurtigt svømmer væk med sine bagben, som har mange svømmehår på sig.

Vandkalve er generelt rovdyr og lever af andre dyr og organismer. De lever primært i vand, men kan også leve på land og i luften, da de kan flyve og bevæge sig fra vådområde til vådområde. Vandkalve har et larvestadie, som lever i vand. Larven forpupper sig på land ved at grave sig ned, og kommer herefter ud af puppen efter en rum tid som den voksne bille.

I Danmark er Hygrotus confluens relativ almindelig (vurderet livskraftig (LC) i rødlisten) og vidt udbredt. I 1973 blev den beskrevet som ”Udbredt, men sjælden”, men i nyere tid er der ingen tvivl om, at den ikke er sjælden i Danmark længere. I Norge er den vurderet til at være Nær Truet (NT) på rødlisten, mens den er vurderet livskraftig (LC) i Sverige. Der er derfor gode muligheder for at støde ind i denne lille vandkalv, når man undersøger livet i råstofsøerne nærmere.

Foto: Johan Kjær-Prehn