Biulvguldhveps

Biulvguldhvepsen er uden enhver sammenligning en af de mest farvestrålende insekter man kan finde i Danmark. Hvis ikke man vidste bedre, skulle man tro, at det er et eller andet tropedyr, der tilfældigt er blevet slæbt med til Danmark og sluppet ud. Guldhvepsen er iklædt en eksplosion af metalskinnende neonfarver, der glimter i solen. Den er ikke noget stort dyr, kun lidt under 1 cm i længden, og dens liv er tæt sammenvævet med biulven, så man finder den i særlig stor grad omkring de store biulve-”byer” der kan opstå i grusgrave.

Det er ikke helt ufarligt at være en biulvguldhveps. De små kulørte hvepse lever som parasitter på de større biulve, der jo for eksempel uden problemer kan fange, lamme og partere en honningbi på få sekunder. Det afskrækker imidlertid ikke guldhvepsene, der sniger sig ned i biulvenes gange og lægger æg på de lammede honningbier, som biulvene har indsamlet til deres larver. Guldhvepsenes larver kommer meget hurtigt ud af æggene, og da de klækkes med en absolut glubende appetit, varer det ikke længe før de har spist såvel biulvelarvernes madpakker som larverne selv. De voksne biulve er naturligt nok ikke begejstrede for den slags aktiviteter, men guldhvepsene er ikke sådan at slippe af med. Deres farvestrålende ydre dækker over et panser, der er så solidt, at biulvens giftbrod ikke kan trænge igennem, og skulle biulvene forsøge sig med at bide hvepsene i stykker ligesom de bider bier i stykker, kan guldhvepsepanser modstå det meste. Ind i mellem lykkes det selvfølgelig, men det sker kun sjældent.

Guldhvepsenes utrolige farver skyldes i øvrigt ikke pigmenter eller farvestoffer i dyrets krop. De er et biprodukt af strukturen i dyrenes solide panser, der består af flere forskellige lag delvist gennemsigtigt kitin, der ligger oven på hinanden. Det kan være op til 6 gange så tykt som hos andre tilsvarende insekter. Fine riller i overfladen af de forskellige lag kaster lyset tilbage på en sådan måde, at man ser skinnende metalfarver.

Foto: Lars Thomas