BIULV

Biulven er en karakteristisk beboer i mange grusgrave. Den findes også andre steder, hvor der er åbne områder med løst sand, men i grusgrave kan den være virkelig almindelig. Trods navnet er biulven hverken en bi eller en ulv. Den er derimod en gravehveps, der ved første øjekast ligner en ganske almindelig gedehams. Kroppen er dækket med sorte og gule striber, og så har den en karakteristisk lys plet formet som en pilespids i panden.

Biulven er specielt kendt for sin jagtteknik. Den, eller rettere kun hunnerne, er specialister i honningbier, som de fanger og lammer med et hurtigt stik. De lammede bier flyves derefter hjem til biulvens rede, som den har udgravet i en plet med løst sand. Gangen kan være helt op til en meter lang. Den er også forsynet med sidekamre – helt op til 35 stykker kan der være – og i hvert kammer anbringer biulvehunnen 3-4 lammede honningbier og lægger et enkelt æg. I løbet af en enkelt ynglesæson kan den indfange over 100 bier på den måde. Når biulvens larve så kommer ud af sit æg, har den masser af frisk mad at gå i gang med. De voksne har lidt mere fredsommelige kostvaner. De har forsaget kød og lever udelukkende af nektar. Ind i mellem skaffer de sig dog nektaren på en lidt voldsom måde. Hvis der er mangel på blomster i nærheden, kan biulve finde på at bide hovedet af indfangne honningbier og trykke nektar ud af maven på dem, og derefter æde den. Skulle man have lyst til at overvære nogle af de dramatiske scener i biulvens dagligliv, er den et rigtigt højsommerdyr, der er allermest aktivt i de varmeste måneder af året.

I 1980’erne var biulven lidt af en sjældenhed i Danmark, men i de efterfølgende årtier er den blevet stadigt mere almindelig, og i dag kan man nogle steder (især i grusgrave) finde egentlige biulvebyer, hvor flere hundrede biulvehunner har gravet deres redegange ud i nærheden af hinanden. De er dog ellers ikke specielt selskabelige, og har normalt ikke noget med hinanden at gøre.

Foto: Lars Thomas