BIBLOMST

Biblomsten er en af de mest eksotisk udseende orkideer vi har i Danmark, og den er helt vild med grus- og kalkgrave. Den er også en ganske ny tilføjelse til den danske planteverden. Den blev første gang fundet i 2004, og ganske passende i en grusgrav uden for Horsens. Sidenhen har den dog spredt sig noget, og den er ikke længere helt så stor en sjældenhed, som den var engang. Specielt i Østdanmark er der grusgrave hvor man kan i gode år kan finde den i hundredvis. Grusgravene er populære hos biblomsten fordi de er åbne, lyse og varme, uden alt for meget næring i jorden, men med rigelig kalk. Det er kun under sådanne forhold, at den kan klare sig i konkurrencen med andre planter, der ellers hurtigt vil vokse den over hovedet og udkonkurrere den. For selv at sikre sig tilstrækkelig med næring indgår biblomsten i et samarbejde med underjordiske svampe, der hjælper den til at udnytte jordens næringsindhold bedre.

Dufter af bi
Plantens lidt besynderlige navn hentyder til, at dens blomst (med lidt god vilje) ligner en bi, og rent faktisk også dufter som en bi – en hunbi – hvilket får hanbier til at forsøge at parre sig med blomsten, og derved bestøve den. Det er specielt langhornsbien (Eucera longicornis) der lader sig lokke på den måde. Eller rettere, det gør den kun længere mod syd i biblomstens udbredelsesområde omkring Middelhavet. På vores breddegrader ligner blomsten ganske vist stadig en bi, men er selvbestøvende, og har ikke brug for langhornbiens tjenesteydelser. Og det endda selvom langhornsbien også findes i Danmark.

Omkring Middelhavet findes der op mod 200 forskellige arter af biblomster, og specielt i den østlige del omkring Tyrkiet, udnyttes de til blandt andet medicinfremstilling og som tilsætning til varme drikkevarer og desserter. Orkideerne graves op, og deres rodknolde tørre og males til et fint pulver, den såkaldte salep, der f.eks. kan drikkes i varm mælk og virke stimulerende og opkvikkende og helbrede alskens dårligdomme.

Foto: Lars Thomas