Lomechusa emarginata
Almindelig gæsterovbille
Almindelig gæsterovbille
-Socialt integreret redeparasit
Af Johan Kjær Prehn
Nogle arter snylter, og andre arter SNYLTER! Almindelig gæsterovbille har en af de meget avancerede former for såkaldt myrmekofili. Myrmekofili betyder, at en art, der ikke er en myre, har en mutualistisk, kommensal eller parasitisk association med en eller flere arter af myrer.
Gæsterovbiller er tilknyttet forskellige slags værtsmyrer, og de kan oftest artsbestemmes udelukkende på, hvilken myre man finder dem hos. Almindelig gæsterovbille findes hos to forskellige slags værtsmyrer gennem dens livscyklus. Først hos sort slavemyre og dernæst stikmyrer. I sommerhalvåret yngler arten hos sort slavemyre, hvor billerne og larverne fodres af myrerne via trophallaxis, som betyder mund-til-mund overførsel. Ligesom en myre ville fodre en anden myre. Selvom billerne får sådan en fornem behandling, mæsker de sig samtidig i myrernes æg og larver. Dette sker helt uden at myrerne opdager det, da billerne udsender feromoner, så de dufter præcis som en myre i myrekolonien.
Når næste generation af biller klækkes henover sommeren og efteråret springer de fra sort slavemyre til stikmyrer. Hvorfor dette sker er stadigvæk ikke helt klarlagt, men det sker uanset. Her bliver de henover vinteren, hvor de også mæsker sig i æg og larver. I foråret skifter de igen til sort slavemyre.
Almindelig gæsterovbille er selvfølgelig afhængig af tilstedeværelse af dens værtsmyrearter, men virker også til at foretrække næringsfattig natur, hvilket der er rigeligt af i råstofgrave og lignende, hvor den også er fundet flere gange.