Ved Glatved Strand er der blevet udvundet kalksten siden 1700-tallet, og i dag er en del af det gamle indvindingsareal langs kysten efterbehandlet til natur. På det basiske og næringsfattige kalkunderlag findes i dag en række kalkelskende flora såsom vrietorn, tyndakset gøgeurt, nikkende og opret kobjælde, vild hør, aks-ærenpris, voldtimian, bakkesoløje, bakketidsel, dansk astragel, blodrød storkenæb, bjergperikon, knopnellike m.fl. En lang række rødlistede sommerfugle og biller findes også her, herunder grøn mølugle, guldhale, violetrandet ildfugl, foranderlig blåfugl, kommabredpande,
spættet bredpande, gråbåndet bredpande og flere uden dansk
navn.
Nymølle Stenindustrier har fortsat aktiv råstofudvinding i området. Arealet er i privat eje, men med offentlig adgang til fods.
(Kilde: Morten DD, Mere Natur i Råstofgrave, 2014, video fra Youtube.com)
Arter.dk er Danmarks videnbase om de arter, der lever i vores natur. Formålet med Arter er at samle data om arter fra både private og offentlige kilder og gøre dataene tilgængelige for alle. Ved hjælp af websiden Arter.dk eller appen ‘Arter – indberetning’ kan du og andre naturinteresserede få viden om Danmarks cirka 35.000 arter af dyr, planter og svampe. Samtidig kan du oprette en profil på websiden og melde fund af arter ind samt bidrage til at få artsbestemt og valideret fundene. På den måde kan du hjælpe forskere og naturforvaltere, samtidig med at du holder styr på, hvilke vilde arter der gæster din have, altan eller den lokale park eller skov.